It's my party and I cry if I want to...

Men det vil jeg slet ikke.
Det er min fødselsdag idag. Jeg er blevet 30 år. Og jeg har haft den mest fantastiske dag. Med surprise ansigtbehandling, dejlige kager, søde søde mennesker omkring mig, søde søde børn omkring mig, og så mange fine blomster og dejlige gaver.
Det har været virkelig dejligt, overvældende og fantastisk. Hmm, måske jeg fælder en lille tåre alligevel - en af de der glade tårer der kommer frem når man virkelig føler sig elsket.

Birthday coming up.

Jeg har snart fødselsdag. Så bliver jeg rigtig voksen - 30!
Egentlig har jeg det helt fint med det. Altså både det at blive 30, og generelt at have fødselsdag. Ja, jeg elsker det faktisk.
Det eneste sted det trykker en liille bitte smule er at jeg ikke helt er der hvor jeg havde troet jeg ville være.

Jeg tjener ikke nok penge.
Jeg har ikke fundet (modet til at udleve) mit livsformål.
Jeg har ikke en pensionsopsparing.
Jeg har 2 skønne børn. Ja.
Og, badabing, jeg har ikke den der skønne mand jeg (noglegange mere end andre) savner lidt at ha' i mit liv.

Hey, kan man ikke ønske sig sådan en i fødselsdagsgave?

Ha! Min skønne, skønne datter.

-"Mor, jeg synes faktisk det er godt dig far er blevet skilt. I starten var jeg meget ked af det over det, men nu kan vi lave alt muligt med jer som vi ikke kunne da i var kærester. Vi kommer rigtig tit på McDonalds med far nu - det gjorde vi aldrig da I var kærester. Og du gider godt at glatte mit hår nu, det kunne du ikke så tit før"

Ja, det var lige præcis det hun sagde idag da vi sad og spiste aftensmad.
Det lyder jo selvfølgelig rigtig sjovt, og nu sidder du måske og tænker 'ja, ja, men skal barnet vælge mellem McDonalds og sine forældre ved jeg da godt hvad hun vælger' og der kan jeg simpelthen, med så meget stolthed som jeg overhovedet kan have inden jeg får så meget kæmpevinger (som mine yndlings drenge fra Monte Carlo på P3 siger) at jeg letter, sige at det her er det rigtige.
Vi har fået de her 2 skønne børn igennem deres første rigtige krise på den allerbedste måde.
Vi er fandme seje!
Det kan godt være vi ikke var så gode til at være kærester, men vi er f*cking seje til at være skilsmisse forældre.
Sådan. Nu er det sagt. Hov, og nu letter jeg alligevel! :-)

Jeg elsker...

Jeg er lige røget ind i en ordentlig gang selvmelidenhed blandet med en smule 'slåen-mig-selv-i-hovedet'. Skøøøn kombi. Eller noget.
Jeg har været syg, helt vildt længe, 100 år eller deromkring, og jeg er stadig ikke helt på toppen. Jeg kan ikke rigtig komme over det. Jeg kan ikke komme helt op i gear, det der gear hvor jeg danser rundt i min stue til et eller andet teenage musik nummer hvor de bander helt vildt meget. Eller det der gear hvor jeg rent faktisk kan overskue at mine børn får et flip over et eller andet.
Så jeg er (stadig) halv hæs, træt, og ynkelig (et af mine allermest presserende skyggesider - ynkelig, den anden er svag, hvis du er i tvivl)
For jeg vil ikke være svag og ynkelig. Nej, DET er jeg ikke!
Og indeni siger den ene stemme:
 - 'jo du er, det er sgu da utroligt at du ikke kan lade være med at græde midt i køkkenet på arbejdet, og at du råber af dine børn fordi de er trætte, at du bliver ved med at være syg, at du ikke har styr på de papirer du skal aflevere i skolen, at du ikke kan få søgt lidt flere jobs, og, og, og...
Den anden stemme siger:
 - ej, det er da klart at du er nede i gear, med et 28 timers job der strammer om økonomien, sygdom, et sensitivt barn der ikke ubetinget trives i skolen, en skilsmisse, en rund fødselsdag coming up, og, og, og...
Mig selv? Ja, jeg har bare lyst til at råbe:
-'SHUT THE F*CK UUUUUUPPPP!'

Men istedet for at råbe af mig selv (jeg tror nemlig lidt man bliver stemplet lidt som en kuk-kuk-nutcase) så prøver jeg at overdøve dem alle 3 med en 'jeg-elsker' liste.
Så, jeg elsker:

• at jeg på fredag skal til Køln med en dejlig veninde
• at madpakkerne er lavet så jeg kan gå i seng om lidt
• at jeg har søde, kloge og omsorgsfulde veninder
• at jeg har søde, kloge og omsorgsfulde børn
• at jeg har lækker te og chokolade i mit køkken
• at min søde kollega altid siger: Det ordner sig.
• at det rent faktisk altid ordner sig.
• at jeg på fredag skal til Køln med en dejlig veninde

(Ja, jeg glæder mig HELT VILDT til weekenden!)

Aaaaahhh.
Godnat

Hvad skal jeg være når jeg bliver stor?

Jeg har været syg den sidste uge. En hel uge! Ja, jeg er faktisk ikke engang helt rask endnu, det bliver ligesom bare ved.
Det er træls.
Heldigvis har den første uge af sygdom været uden børnene.
Men der på sofaen, med feber, hoste og tungt hoved, var det også ligesom om at mine, i forvejen mange, tanker blev til flere og flere.
Mit problem er så, at jeg er ret længe om at tage en beslutning. Og når jeg så endelig gør det, er jeg enormt utålmodig bagefter.
Det der fylder mest i mit hoved ligenu er så det store spørgsmål. Hvad skal jeg være når jeg bliver stor? Jeg bliver det nemlig lige om lidt. Jeg bliver 30.
Yep, 30. Og så er det lidt jeg går i panik... 30. Umiddelbart er jeg ikke der hvor jeg havde tænkt jeg ville være, og det kan godt stresse mig. Men så er det jeg lytter til Outlandish, der synger' you may Think you've stopped, but you're on your way' og det stoler jeg på.