Jeg siger det på forhånd, har du ikke læst Fifty Shades Of Grey, vil det her indlæg måske synes at være volapyk, men altså:
Jeg har, som en del andre kvinder, læst første bog om Miss Steele og Mr. Grey - Fifty Shades Of Grey. Jeg er, som en del andre kvinder, også blevet fuldstændig forelsket i den. Jeg kan ikke vente med at få fingrene i 2'eren. Faktisk kunne jeg så meget overhovedet ikke vente at jeg har fået sendt billeder af de første 10 sider af min veninde... Veninde lyder helt flat, hun er så meget mere... Nå men, tilbage til overskriften, man kan jo sige at begge vores hovedpersoner er lidt emotionally fucked up, på hver deres måde, ja. Og så er det jo jeg tænker, but aren't we all? Jeg ved jeg er lige nu, for indeni mig kæmper følelsen af ensomhed side om side med en forelskelse i den forkerte mand (ikke Fifty Shades forkert, men nok til at jeg vil kalde ham 'den forkerte mand') og når de to har kæmpet færdigt kan vinderen tage endnu en battle med følelserne der dukker op når ens datter har ondt i maven over at skulle i skole. Faktisk tror jeg listen over nye duellerende tanker og følelser er ligeså lang som Mr. Grey har issues. Og derfor er den så fantastisk den bog. Fordi vi kan relatere til den, fordi vi alle har vores issues og fordi vi alle gerne vil villes. Og Mr. Grey VIL Ana.
tirsdag den 28. august 2012
fredag den 24. august 2012
Issues
(Puster laaaangsomt ud)
Det her indlæg er lidt svært. For det handler om alt det der indeni. Indeni mig. Og på trods af mine kun 160 cm og ikke specielt store hoved synes jeg edderbankeme at der er mange issues at ta' fat på. Og det her single mummy liv bringer mig i kontakt med mange jeg slet ikke vidste jeg havde. Fx min ensomhed og angsten for at være alene. Ikke alene fysisk, for jeg har søde veninder og gode venner, men den der ensomhed jeg kan føle selvom jeg er omgivet af dejlige mennesker. Og så er der det der ego jeg render rundt med, hold nu op der bliver prikket til det, stukket i det og det gør ondt.
Jeg gør mit bedste og jeg er faktisk glad for mit liv. Og det er vel det der tæller...
Det her indlæg er lidt svært. For det handler om alt det der indeni. Indeni mig. Og på trods af mine kun 160 cm og ikke specielt store hoved synes jeg edderbankeme at der er mange issues at ta' fat på. Og det her single mummy liv bringer mig i kontakt med mange jeg slet ikke vidste jeg havde. Fx min ensomhed og angsten for at være alene. Ikke alene fysisk, for jeg har søde veninder og gode venner, men den der ensomhed jeg kan føle selvom jeg er omgivet af dejlige mennesker. Og så er der det der ego jeg render rundt med, hold nu op der bliver prikket til det, stukket i det og det gør ondt.
Jeg gør mit bedste og jeg er faktisk glad for mit liv. Og det er vel det der tæller...
Abonner på:
Opslag (Atom)