Fredagslove

MmmAaaah, så er det fredag - og det er tiltrængt! Jeg elsker fredag aftener. Både dem hvor jeg lige har fået mine kiddies hjem, og dem hvor jeg lige har afleveret dem. 

Jeg nyder begge mine liv. Det føles nemlig noglegange som om jeg lever 2 liv. Jeg kan godt li' det. 

Og jeg kan godt li' min kæreste. Min søde, dejlige, lækre kæreste, som jeg nu har kendt i et år. 1 helt år! Det er lidt vildt. Med hvad der er endnu mere vildt er, at vi stadig efter 1 år, stadig har sms korrespondancer som denne her 

4 huller!?!

Hey, hej, det er så mig der plejede at skrive her på bloggen. Jeg er her endnu, jeg er bare også mange andre steder på samme tid. Som fx til tandlægen med ungerne. I farens uge, men du ved, vi hjælper hinanden. Bortset fra at min søn åbenbart aldrig får børstet tænder (kun af sig selv) og derfor havde 4 (!!!) huller. Ja, 4! Wtf! 

Og tandlægen brugte ord som 'dårlig mundhygiejne' og 'meget plak'... Jeg havde lyst til at bruge ord som 'JEG børster deres tænder' og 'de er hos deres far i denne uge'. Åh fuck. Beskeden er givet videre til deres daddy, og jeg håber det bliver bedre. Stakkels dreng. 

Det kan godt være svært at dele 7-7 synes jeg.... 

Summer Lovin'

Åh, jeg eeeelsker sommer. Det er varmt, solen skinner, alle er glade(re) og der er ferie. 

Jeg har 2 ugers ferie med mine dejlige kiddies nu, og jeg glæder mig helt vildt. Vi har haft den hyggeligste aften i aften og de er sgu sådan nogle dejlige børn (ja, de har lige været de sidste 14 dage hos deres far, jeg skal nok nå at blive så tæt på sindssyg som man nu kan, inden for de næste 14 dage)

Og så er der ham der min søde kæreste. Han er så sød og dejlig. Jeg er mega meget in love og jeg synes han er helt perfekt. 

Så alt er dejligt. 

Ferie, sol og kærlighed!

Aaaah! 

WTF?

Jeg er forarget! Helt vildt god fammeldags forarget.
Forleden hørte jeg The Voice i bilen med ungerne. Fordi P3 lige havde radioavis, og børnene generelt synes de snakker for meget der. Jeg synes (oftest) de er skide sjove, men det er faktisk historien ligegyldigt, så - The Voice.
Der er jo så tilgengæld reklamepauser derovre. Og vi holder lidt i kø, da der kommer reklamer og en damestemme siger noget med:
Du elsker din partner, hverdag og vasketøj, keder dig, ikke forlade trygheden, få spænding og forelskelse igen, HA' EN  AFFÆRE!
Du har måske nok hørt den, den er en reklame for et datingsite for folk i forhold der vil have en affære.
Jeg bliver simpelthen helt trist indeni af at høre det.
For hvor er det dog forkert.
Hvis der er noget galt i dit forhold skal du sgu da åbne din mund og TALE med din partner om det!
Og tage ansvar for det der nu engang måtte komme på bordet. Det kan ende med et fantastisk forhold. Eller en skilsmisse, ja nogle gange er skilsmisse måske det bedste valg (jo, også for børnene).
For fucks sake. Ej, jeg bliver virkelig ked af at tænke på hvor mange forhold der nok kører på den måde.
Overlever på trygheden. Børnene. Huset de ikke har råd til at sælge nu.
Så bliver de sammen. Knalder til højre og venstre. Taler ikke sammen.
Jeg SAVNER sådan noget mere ærlighed, autenticitet og ansvar ude i vores verden.
Vær dig selv. Vær levende.
Mærk livet - men ha' for helvede ikke en affære.

Sårbarhed

Idag er jeg ked af det. Jeg er nede i gear, trist, usikker, modløs.
Jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror måske det er fordi jeg har haft for meget at se til (og tænke på) de sidste mange uger, og jeg faktisk 'bare' trænger til at være alene og trække vejret.
Så det gør jeg nu. Ligger ved vandet i solen, hører dejlig musik og trækker vejret. Og tænker mine tanker. Dem der gør mig klogere på mig selv, som udvikler mig.
Og som gør mig taknemmelig for mit liv.

Men tilbage til overskriften: sårbarhed.
Det er et af mine mega issues. Jeg er ikke meget for at åbne op for den pose. Jeg vil ikke være svag. (Hvilket jeg bestemt ikke synes ANDRE er når de rækker ud, åbner op og beder om hjælp.... Og jeg arbejder på også at synes det er okay for mig :-) )
Så da min kæreste spurgte mig om jeg var okay i telefonen, krævede det alt mit mod at svare helt ærligt. Nej, jeg var ikke okay. Jeg er ked af det og jeg ved ikke helt hvorfor. Det var det svar han fik.
Han er verdens dejligste og han synes selvfølgelig ikke det er rart at jeg er ked af det.
Så efter vi har snakket og siger hej hej og lægger på, sender han en SMS med en af 'vores' sange. En sang som altid får et smil frem hos mig. Og det gjorde det også nu. Smil, taknemmelighed, kærlighed og varme. Bagefter græd jeg lidt, fordi det er overvældende for mig at mærke alle de dejlige følelser.
Nu ligger jeg stadig nede ved vandet. Nyder freden, solen, fuglefløjt, fridagen .
Jeg håber du gør det samme - bare på din måde!

Singlemummy in trouble

Igår aftes endte jeg i en rigtig singlemummy trouble.
Mit ene barn var hjemme, det andet var ude og skulle sove hos en klassekammerat. Kl 22.45 ringer moren til klassekammeraten. Mit barn er ked af det og vil hjem. Jeg får hende i røret, hun er helt opløst af gråd og hikster h-h-h-e-e-e-j M-m-o-o-r... Der er intet at gøre, hun skal hjem! Men jeg er hjemme med et halvsovende barn, ingen bil, ingen naboer hjemme. Børnenes far er ikke hjemme, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Panikken breder sig. Tanken om min 'lille' pige, helt ulykkelig stresser mig og giver panikken plads til at brage ud i hver en celle i min krop. Jeg ringer til min gamle nabo, heller ikke hjemme. Mere panik. Jeg ringer til en veninde, hun smider hvad hun har kl 23 en fredag aften, henter mit barn og kører hende herhjem.
Panikken bliver fluks sendt væk, jeg trækker vejret, og alt ender så fint. All is well. Jeg siger tak, mindst 10 gange. Vi drikker cola og vi catcher up. Med endnu et tak ind imellem. Men tak føles så fladt. Hun har lige bragt min lille, grædende, hjemve fyldte pige hjem til mig. Ord kan ikke beskrive HVOR taknemmelig jeg er.
Helt ærligt. Jeg er sindssyg taknemmelig. Tænk hvor heldig jeg er, at have sådan nogle dejlige mennesker i mit liv.
Jeg er fandme heldig!
Der er mange ting jeg ikke har, men jeg ved, jeg altid har nogen at ringe til, uanset hvad det sker.
Og det er sgu meget mere værd end en stor bil. Gucci solbriller. Designer møbler. Og hvad jeg ellers drømmer om engang imellem.

Keep it simple

Jeg er dybt fascineret af livet. På alle planer. Og jeg elsker at tale (ofte i laaang tid) med mine venner og veninder om livet. Jeg er enormt nysgerrig på hvordan andre folk lever deres liv, hvordan de tænker om livet og hvilke overbevisninger der gør at de gør som de gør i forskellige situationer. Jeg elsker at blive klogere på mine medmennesker og især på mig selv. Og det bliver jeg når jeg er sammen med andre mennesker. Fordi jeg har øvet mig (og JO! Det har været en lang proces) i at finde ud af hvad mine egne reaktioner bunder i. Jeg har lært, at det der trigger mig i andre mennesker, tit og ofte handler om mig selv, og på den måde bliver jeg klogere når jeg snakker med andre mennesker. Det er alt det der skyggearbejde Pernille (www.pernillemelsted.com) snakker om. Det er egentlig ganske simpelt. Og det elsker jeg. At gøre livet simpelt. Det behøver ikke være så svært. Det behøver ikke være så dramatisk. Det behøver ikke være så kompliceret. Keep it simple.
Vi bestemmer selv HVORDAN vi vil leve vores liv. Og hvordan vi vil tackle det lort vi engang imellem bliver budt af livet, for jo, det gør vi - ALLESAMMEN. Forskellen er kun hvad vi vælger at lade det betyde for os. Og om os.

Februar - really?

Ej, var det virkelig i februar at jeg skrev sidst herinde? Det går jo ikke. Virkelig ikke. Nå, men tiden flyver jo helt sindssygt vildt. Men det er ingen undskyldning. Jeg hygger mig når jeg skriver på bloggen. Jeg er her endnu. Og mine tanker er her også endnu. Mine meninger. Mit liv.
Ja, jeg er her endnu... Og det er ham min søde kæreste også.

All good.

Årh hvad, en hyggelig aften vi har haft.
Både lidt hygge mor-datter alene tid. Hjemmelavede pitabrød. Besøg af ham den søde, som jeg nu kalder min kæreste (og fniser som en lille skolepige over hver gang) og hans lige så søde søn. MGP hygge (selvom jeg ikke var tilfreds med vinderen - enhver sang med ordet håndværkerrøv burde da vinde!).
Og en masse kys og kram.
Mm, en dejlig lørdag.

Alt og ingenting

Det er hvad der foregår i mit hoved for tiden. Alt og ingenting på én gang.
Nogle gange myldrer tankerne rundt i ét virvar, og det er både de der 'trives-børnene-nu-i-det-her-dele-liv-tanker' og de der 'synes-ham-den-søde-nu-også-at-jeg-er-ligeså-sød-som-jeg-synes-han-er-tanker' til de der 'fuck-alt-det-crap-alt-er-godt-lalleglade-tanker'.
Det er vildt det her liv. Altså ikke mit som sådan, men sådan helt generelt. På sådan et helt dybt eksistensielt (okay, det er for sent til et indlæg med sådan nogle svære ord) plan. Det er sgu da vildt, vi har denne her tid - ingen ved helt hvor lang tid det egentlig er. Men en ting er sikkert - det går sindssygt stærkt. Og så gælder det sgu da bare om at gøre den tid meningsfuld.
Og det er jo meget individuelt hvad der giver mening. Lige nu behøver det ikke være store, vilde ting der giver mening i mit liv. Men jeg kan mærke det ligeså snart jeg får forvildet mig ud i noget som ikke giver mening for mig. Og det skal jeg blive bedre til at lytte efter. Min krop og mit hoved giver mig alle svarene når jeg bare lige gider være stille et øjeblik og lytte efter, men derefter er det mit (Oh fuck, KUN MIT) ansvar at reagere, handle, gøre noget!
Jeg kan heldigvis også mærke når det hele giver god mening... Og det gør det ofte. Og det er dejligt. Og det er jeg fandme stolt over. At jeg faktisk formår at gøre mig selv glad.
Selvfølgelig er der også mange andre mennesker indenfor min rækkevidde som jeg nyder at bruge min tid med, som jeg elsker at snakke med, at grine med, at hænge ud med, at lege med.
Det er min 'krymmel' på livet.  

hurra for min stædighed...nogle gange

Idag har min stædighed givet pote.
Allerede igår gik jeg igang med at bore huller i mine fliser på badeværelset for at sætte en hylde op.
Men, men, men det skulle jo så vise sig at være nogle m*therf*cker hårde fliser jeg har i mit badeværelse (JA, jeg bilder mig ind at de er hårdere end andre fliser) så det var nærmest umuligt. Jeg borede, og borede, og kom kun meget lidt ind i flisen. Jeg bandende utrolig meget, og måtte også ud og løbe en tur for at rase lidt af...
Lige lidt hjalp det. Lorte bor, tænkte jeg så (eller jeg sagde det også højt, og faktisk med lidt flere grimme ord foran) for det er selvfølgelig ikke mine bore skills der er noget galt med...
Så idag da jeg kom på arbejde og klagede min nød, siger den søde arbejdsmand der var kommet for at lave nogle lamper, at jeg da bare kunne låne hans bor, og prøve med det (og helt ærligt, før vi går videre synes jeg bare lige at det er fantastisk at der er sådan nogle søde og rare mennesker der gerne vil hjælpe andre rimelig fremmede mennesker og låne deres ting ud....)
OG det hjalp selvfølgelig! Hurraaaa, hylde op og jeg er stolt.
Og jeg takkede min stædighed. Andre gange bander jeg den laaaangt væk, og det er jo det jeg er ved at lære. At bruge den som drive der hvor jeg har brug for den, og at lukke ned for den og overvinde nogle (for mig grænseoverskridende) skridt, når den afholder mig fra noget jeg egentlig gerne vil bare fordi jeg er stædig.
At finde gaven i de der (irriterende) egenskaber jeg har.... 

Back on track.

Jeg har sådan set været tilbage på arbejdet allerede fra d. 2 januar (og, JA, det burde jo seriøst være forbudt at starte så tæt på nytårsaften)
Men det var uden børn, for de var hos deres fra de første dage af det nye år. Så imorgen starter det sådan helt rigtig.
Det der med op meget tidligt mens det stadig er buldermørkt (endnu en burde-være-forbudt), få de dersens børn i noget tøj, prøve at prakke dem noget morgenmad på, for det er nemlig rigtig vigtigt for at klare resten af dagen (mens jeg selv render rundt og lige laver alt muligt i et forsøg på at kammouflere at jeg selv ikke kan få noget ned så tidligt om morgenen), huske gymnastiktøjet og komme ud af døren i god tid. Phy.
Så jeg kan godt forstå når Victoria her til aften fra sin seng siger:"Mor, jeg synes godt det kan være lidt svært at falde i søvn om søndagen, fordi jeg ikke er så vild med at jeg skal i skole imorgen, så det føles lidt mærkeligt indeni."
Mit kloge, skarpe barn.
Hun er sgu cool. Og jeg har valgt (at prøve på) at acceptere at hun bare ikke kan li' at gå i skole, og at hun har nogle issues og kampe selvom hun kun går i 3. klasse. Støtte hende hvor jeg kan, lære hende hvordan livet er, lade hende vide jeg altid er her for hende, og ellers lade hende klare sig lidt selv.
Og så selvfølgelig fortælle hende hvor sød og skøn og sjov og dejlig jeg synes hun er - det kan man aldrig høre for meget :-)
Så er vi igang - 2013!