Puuhh

For helvede da.
Så havde vi lige endnu en af de der oplevelser hvor al energien bliver suget ud af mig og jeg bliver ramt der hvor det gør nas! Skyggesider über alles, I know. Men der når det gør ondt helt inde midt i mig, der hvor jeg føler mig ramt i min utilstrækkelighed som mor. Og når jeg bliver 4 år fordi jeg bare synes det er uretfærdigt!
Børnenes far er taget på tur med nogle venner en uges tid idag, og inden det har børnene været hos mig i 2 uger, så det ender med 3 uger uden far (bortset lige fra en dag han 'passede' dem)
Lucas bliver så ked af det ved puttetid, og savner sin far. Og som den der total tjekkede rummelige mor jeg prøver at være er det jo helt okay. Jeg anerkender hans savn, trøster og forstår, lige så Fie ville være stolt. Men så siger drengen:
"Ja, for nu er det rigtig længe siden vi har været hos far, og der er bare meget sjovere hos far."
Så er det det begynder at stramme lidt indeni mig, men altså.
Victoria spørger så (med meget omsorg i stemmen):" Er det fordi vi altid kører rundt og ser nogle sjove steder og prøver noget?"
Der strammer det jo så endnu mere indeni, og jeg (heldigvis kun) tænker: "Ja, det er sgu da fordi jeg ikke har så mange penge, og han har den skide erstatning og bil og det har jeg heller ikke og og og...)
Men så svarer Lucas:"Nej, det er fordi han altid køber noget til os"
Av for helvede, så var det som om noget gik i stykker indeni mig (samtidig med at jeg blev vildt stædig - oh my big issue - og tænkte: ja, men jeg giver jer krafteddeme både kærlighed, nærvær og alt muligt følelsesmæssigt-agtigt, og det er altså meget mere vigtigt at I bare ved det...)
Men altså, ØV, at det er det de savner deres far for...
Jeg trækker lige vejret...