Singlemummy in trouble

Igår aftes endte jeg i en rigtig singlemummy trouble.
Mit ene barn var hjemme, det andet var ude og skulle sove hos en klassekammerat. Kl 22.45 ringer moren til klassekammeraten. Mit barn er ked af det og vil hjem. Jeg får hende i røret, hun er helt opløst af gråd og hikster h-h-h-e-e-e-j M-m-o-o-r... Der er intet at gøre, hun skal hjem! Men jeg er hjemme med et halvsovende barn, ingen bil, ingen naboer hjemme. Børnenes far er ikke hjemme, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Panikken breder sig. Tanken om min 'lille' pige, helt ulykkelig stresser mig og giver panikken plads til at brage ud i hver en celle i min krop. Jeg ringer til min gamle nabo, heller ikke hjemme. Mere panik. Jeg ringer til en veninde, hun smider hvad hun har kl 23 en fredag aften, henter mit barn og kører hende herhjem.
Panikken bliver fluks sendt væk, jeg trækker vejret, og alt ender så fint. All is well. Jeg siger tak, mindst 10 gange. Vi drikker cola og vi catcher up. Med endnu et tak ind imellem. Men tak føles så fladt. Hun har lige bragt min lille, grædende, hjemve fyldte pige hjem til mig. Ord kan ikke beskrive HVOR taknemmelig jeg er.
Helt ærligt. Jeg er sindssyg taknemmelig. Tænk hvor heldig jeg er, at have sådan nogle dejlige mennesker i mit liv.
Jeg er fandme heldig!
Der er mange ting jeg ikke har, men jeg ved, jeg altid har nogen at ringe til, uanset hvad det sker.
Og det er sgu meget mere værd end en stor bil. Gucci solbriller. Designer møbler. Og hvad jeg ellers drømmer om engang imellem.