Det her indlæg burde jeg måske, rent strategisk, gemme til et senere tidspunkt. Sådan som om et par måneder nar I kender mig og ved at jeg egentlig er et helt 'normalt' menneske (altså sådan et der er fyldt med issues og andre skøre forestillinger og tanker) men nu er det jo så at skæbnen vil at det var imorges da jeg stod og lavede morgenmad til the kiddies at det ramte mig:
Det gør ondt (som i pisse-hamrende-naller-ondt) på mit ego at han er okay. Ja, faktisk tror jeg han er mere end okay. Jeg tror han har det ganske fint. Og nyder at han selv kan bestemme præcis HVOR mange slanger han vil have i sin lejlighed, HVOR mange penge de her slanger må koste og HVOR mange terrarier der må være i stuen. Pyyyyhhh. Av.
For så er det jo at de der issues kick'er ind. Det må jo betyde alt muligt om mig. At jeg var kontrollerende, hysterisk, krævende og alle mulige andre ting som jeg helst ikke vil sættes i forbindelse med. Ad. Det er sådan noget Pernille snakker om. Og det er klogt nok, men det gør lidt ondt. Altså med lidt mener jeg så måske meget...eller.... Nå, men jeg håber du stadig vil læse med og give mig the benefit of the doubt, for jeg kan altså også godt være meget sød.
Noglegange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar