Jeg elsker...

Jeg er lige røget ind i en ordentlig gang selvmelidenhed blandet med en smule 'slåen-mig-selv-i-hovedet'. Skøøøn kombi. Eller noget.
Jeg har været syg, helt vildt længe, 100 år eller deromkring, og jeg er stadig ikke helt på toppen. Jeg kan ikke rigtig komme over det. Jeg kan ikke komme helt op i gear, det der gear hvor jeg danser rundt i min stue til et eller andet teenage musik nummer hvor de bander helt vildt meget. Eller det der gear hvor jeg rent faktisk kan overskue at mine børn får et flip over et eller andet.
Så jeg er (stadig) halv hæs, træt, og ynkelig (et af mine allermest presserende skyggesider - ynkelig, den anden er svag, hvis du er i tvivl)
For jeg vil ikke være svag og ynkelig. Nej, DET er jeg ikke!
Og indeni siger den ene stemme:
 - 'jo du er, det er sgu da utroligt at du ikke kan lade være med at græde midt i køkkenet på arbejdet, og at du råber af dine børn fordi de er trætte, at du bliver ved med at være syg, at du ikke har styr på de papirer du skal aflevere i skolen, at du ikke kan få søgt lidt flere jobs, og, og, og...
Den anden stemme siger:
 - ej, det er da klart at du er nede i gear, med et 28 timers job der strammer om økonomien, sygdom, et sensitivt barn der ikke ubetinget trives i skolen, en skilsmisse, en rund fødselsdag coming up, og, og, og...
Mig selv? Ja, jeg har bare lyst til at råbe:
-'SHUT THE F*CK UUUUUUPPPP!'

Men istedet for at råbe af mig selv (jeg tror nemlig lidt man bliver stemplet lidt som en kuk-kuk-nutcase) så prøver jeg at overdøve dem alle 3 med en 'jeg-elsker' liste.
Så, jeg elsker:

• at jeg på fredag skal til Køln med en dejlig veninde
• at madpakkerne er lavet så jeg kan gå i seng om lidt
• at jeg har søde, kloge og omsorgsfulde veninder
• at jeg har søde, kloge og omsorgsfulde børn
• at jeg har lækker te og chokolade i mit køkken
• at min søde kollega altid siger: Det ordner sig.
• at det rent faktisk altid ordner sig.
• at jeg på fredag skal til Køln med en dejlig veninde

(Ja, jeg glæder mig HELT VILDT til weekenden!)

Aaaaahhh.
Godnat