misforstået hensyn

Som skrevet før, tænker jeg meget. Men det er tit og ofte kloge tanker - det siger ham den søde ihvertfald :-)
Lige for tiden tænker jeg meget over det at være single parent og de her søde børn vi har.
Fordi jeg oplever at rigtig mange single forældre lader det HELE dreje sig om deres børn når de nu har dem, og så gøre alt det kedelige, voksen agtige når de ikke har deres børn. Men jeg synes faktisk det er helt misforstået hensyn at tage til børnene. Både fordi det er et ALT for stort ansvar at lade disse små søde poder få - at skulle tage stilling til og bestemme alt hvad der skal ske i den uge de er hos mor/far. Og fordi at sådan er livet jo ikke.
Vores opgave som forældre er, som jeg ser det, ikke så meget at opdrage vores børn, men at gøre dem klar til livet. Og så selvfølgelig vise dem hvordan vi synes man skal opføre sig overfor andre mennesker.
For livet kan være virkelig barskt hvis man tror det handler om kun at gøre det man har lyst til når man har lyst til det. (Don't get me wrong, jeg synes det er virkelig vigtigt at navigere efter lyst og nydelse i sit liv, men for fucks sake, engang imellem skal man også gøre ting der bare er røv)
Og hvad er det for nogle børn vi får, hvis de den både den ene og den anden uge er vant til at alt kører efter deres ønsker?
Jeg tror det er vigtigt at de oplever at der skal vaskes tøj, gøres rent, handles ind. Besøge venner eller veninder som måske ikke lige er deres 1. prioritet osv.
Og så synes jeg det burde være enhver (single) forældres mantra at:
Når børn er græder fordi får et nej, er det et udtryk for at de er kede af at de ikke lige kan få deres vilje lige nu.
Og det er okay! Det må de godt. Vi kan jo også blive sure eller kede af det hvis vi ikke får det job/ lønstigning/ sko/ sofa vi lige ville.
Sådan er livet. Det er ikke altid retfærdigt - men det er godt!

Ps. Og kig så lige ud på det smukke, smukke vinterlandskab. Armen altså. Walking in the winter wonderland!