Hverdagsindsigter

Jeg går tit rundt og tænker en masse tanker. Nogle gange store vigtige tanker, andre gange dumme irriterende tanker. Fælles for dem er at pludselig, oftest når jeg mindst venter det, falder det hele på plads.
Sådan har jeg haft det lidt idag.
Fordi, jeg er en meget åben og social person, jeg har en masse søde mennesker i mit liv, og det ynder jeg også at fortælle dem at jeg er glad for, og hvor søde og dejlige mennesker jeg synes de er. Det kan være mine kollega'er, min chef, min familie, mine venner og veninder og mine børn.
Men så er der jo lige ham der jeg synes er så sød (og sjov, og dejlig, og klog, og og og) Der bliver jeg faktisk i tvivl om jeg egentlig er særlig god til at melde ud om hvad jeg synes og tænker og hvor jeg er.
Jeg har tidligere fået at vide at jeg kan virke lidt kold og afvisende, hvilket meget, meget få kan nikke genkendende til, for jeg er jo sådan en åben og ærlig og varm person...og ja, det er jeg. Ihvertfald lige indtil det gælder. Lige indtil der er noget på spil. Lige indtil jeg kunne risikere at blive ked af det, så pakker jeg mig selv ind i en eller anden form for logik der sørger for "jeg passer på mig selv". Men hvor er det egentlig noget crap. For hvornår bliver "at passe på mig selv" til "at lukke ham ude"?
Jeg vil ikke lukke ham ude, tværtimod - jeg vil faktisk rigtig gerne lukke ham ind :-)